Elisabeth Strandgaard bliver ny forlagschef for Cicero og Flamingo/Pretty Ink
Dato: 18. november 2019

Det bliver den 55-årige Elisabeth Strandgaard, der pr. 1. januar tiltræder som ny forlagschef for Cicero og Flamingo/Pretty Ink.

Elisabeth kommer fra en stilling som redaktionschef på Gads Forlag og har før det arbejdet som både forlagsredaktør og bogklubchef og endnu tidligere som leder af telegramredaktionen på Politikens udlandsredaktion.

Elisabeth er uddannet i international journalistik fra City University, London, og er cand. mag i Filmvidenskab og Amerikanske samfundsstudier og litteratur fra Københavns Universitet.

Adm. direktør for Gyldendal, Morten Hesseldahl udtaler: ”Jeg er virkelig glad for, at Elisabeth har sagt ja til at stå i spidsen for Cicero og Flamingo/Pretty Ink. Hendes dybe forståelse for både indhold og læsere er lige det, der skal til for at fortsætte den fornemme udvikling, forlagene har gennemgået de seneste mange år.”

Elisabeth Strandgaard udtaler: ”Jeg glæder mig meget til at videreføre og videreudvikle den flotte liste, der er opbygget på både Cicero og Flamingo/Pretty Ink i samarbejde med de to redaktioner. For mig er det et yndlingsscenarie at arbejde med brede fortællinger med stor læserskare i et hus med vilje til at satse på den gode historie."  

Cicero og Flamingo/Pretty Ink er en selvstændig forlagsenhed i Gyldendal-gruppen.


Tilmeld nyhedsbrev

E-mail